ydelser

Familiebehandling

Familiebehandling

Hos LØFT.nu tilbyder vi familiebehandling til familier, der er vurderet at have behov for særlig støtte i henhold til Barnets Lov § 32 stk. 1 nr. 5.

Vores tilgang til familiebehandling

Vores tilgang til familietbehandling følger principperne fra den systemiske, løsningsfokuserede tilgang (LØFT) og den emotionsfokuserede familieterapi (EFFT).
I praksis betyder det bl.a. at vi ikke forstår barnet som problemet eller som alene bærende af problemet i familien. Vi arbejder derfor med en antagelse om, at ingen børn kan eller skal fikses, repareres eller ordnes. Da forældrene altid må være karavaneførere for deres familie, har de det overordnede ansvar for omsorgen. Familiebehandlingen fokuserer på hvordan hele familien kan skabe en bedre og tryggere følelsesmæssig kontakt. Det betyder at vi hjælper forældrene til at være de responsive, tilgængelige og omsorgsfulde voksne, de ønsker at være, så deres børn og unge kan opleve, at de bedre kan give udtryk for deres behov. 

Familiebehandlingen starter når forældrene har købt ind på samarbejdet

Vi starter forløbet op ved at afholde en indledende samtale med forældre og socialrådgiver for at høre alles beskrivelser af håb og mål for familieterapien. Vi er i første samtale optagede af, hvad socialrådgiver og forældrene håber på, familiebehandlingen vil gøre af forskel for deres børn og i deres familie, ligesom vi er optagede af at identificere de ressourcer og styrker, der allerede er i familien som trædesten til videre forandring. 

I den anden samtale involveres forældre, børn, unge samt andre tæt på familien relevante og vigtige personer. I denne samtale får børn og unge stemme, og her vil der være fokus på tre ting. 1) Hvad børnene og/eller den unge håber, at der kommer ud af forløbet. 2) Hvilke ressourcer alle (inklusive alle omkring familien) kan identificere og 3) en begyndende afklaring af hvilke mønstre i familiens interaktion med hinanden der præger familielivet mest negativt.

Arbejde med at genoprette den følelsesmæssige kontakt i familien

I de efterfølgende møder vil hovedfokus være på at hjælpe forældrene indbyrdes og forældre og børn med at genoprette den emotionelle kontakt i familien. Herunder er et fokus at arbejde henimod at forældrene bliver mere tilgængelige og responsive omsorgspersoner, der kan møde deres børns tilknytningsbehov. Vi anser dette som et fundament for at børnene kan blive trygge nok igen til at give bedre udtryk for deres tilknytningsmæssige behov. Undervejs i forløbet arbejder vi med at identificere hvor både de mest stressede og ressourcefyldte relationer findes, vedligeholdes og forstærkes. Derefter målretter vi indsatsen for at blødgøre og styrke disse relationer, så mere konstruktive måder at være sammen på opstår. 

Det er vigtigt at understrege at denne del af forløbet kan variere meget – nogle gange er det forældrenes relation, der er mest belastet, andre gange kan det være far og søn eller mor og datter.

Oplevelsesbaserede samtaler 

Fra første samtale fokuserer vi på familiebånd og mønstre i samspil, og kobler dette til en fælles samtale om, hvad der foregår mellem familiens medlemmer. Samtidig arbejdes der med adfærd, tanker og følelser, der er såvel imellem familiemedlemmer som på den indre scene hos hvert enkelt familiemedlem. 

Vi arbejder med afsæt i forældrene på at skabe oplevelsesbaserede samtaler hvor alle oplever og får emotionelle erfaringer med situationer hvor alle tør åbne op om de sårbarheder, der knytter sig til at udtrykke, hvad der sker på indersiden. Hermed bliver det over tid lettere og mere trygt at kommunikere behov. Dette skaber grobund for, at familien kan styrke deres forståelse af både sig selv og hinanden – og dermed møde hinanden på nye måder. 

Fokus på forandring henimod og afslutning

Alle vores samtaler har fokus på at finde de områder, hvor der undervejs skabes forbedring, og hvor familien opdager, at de lykkes bedst. Børnene vil have en central position ift at beskrive hvilken forandring der sker og hvilken forskel det gør i deres liv og i familien – herudover hvordan familien og andre vigtige relationer kan fortsætte den positive udvikling. Forældre, børn/ung og rådgiver bestemmer, hvornår forløbet kan afsluttes, baseret på en samlet vurdering af de fremskridt, der sker.

Det vi arbejder henimod

Vi arbejder på at hjælpe forældrene til at få en mere autoritativ forældrestil. Dvs. en opdragelsesmetode, hvor forældre er varme, støttende og har høje forventninger til deres børn. De sætter klare regler og grænser, men er også åbne for dialog og forklaringer, hvilket fremmer barnets selvstændighed og selvværd. Denne stil anses ofte for at være den mest balancerede og positive for barnets udvikling, da den kombinerer struktur med omsorg.

For at kunne dette, forsøger vi at styrke forældrene egen evne til at kunne regulere sig, til bedre at kunne mentalisere sit barn, samt at være mere tilgængelig og responsiv over for barnets tilknytningsmæssige behov

Forløbene varetages i samarbejde af:

Rebecca Hille

Psykologi og specialist i klinisk børne- og ungepsykologi 

Trænet i systemisk Metode /metalog

Trænet i Løsningsfokuseret hos LØFT.nu

Trænet i Emotionsfokuseret metode for par og familier/ DKCEFT i Danmark

Lester Ansel Henry

Cand Scient Adm, Underviser, facilitator og supervisor gennem 25 år

Master i Ressource- og Trivselspsykologi/ Århus Universitet

Trænet i Løsningsfokuseret korttidsterapi /Brief London

Trænet i Emotionsfokuseret metode for par og familier / DKCEFT i Danmark

For mere information, kontakt: (Lester)30131100 / lesterajh@gmail.com 

tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få vores tanker og nyheder, tilbud og ideer